Beskrivelse
Frø af almindelig kællingetand (Lotus corniculatus).
Almindelig kællingetand er en almindelig vild plante på næringsfattige og solåbne steder, og er selvskreven i den vilde have. Almindelig kællingetand leverer nemlig nektar til sommerfugle såsom almindelig blåfugl (Polyommatus icarus), som også lægger deres æg på planten, der fungerer som levested for sommerfuglelarverne.
Planten når en højde på 10-30 cm og blomstrer i juni-august med fine gul-orange blomster der har en karakteristisk ærteblomstfacon. Planten hører nemlig til ærteblomst-familien, og kan ligesom de andre medlemmer af familien fiksere kvælstof i sine rodknolde.
Sås på voksestedet i marts-august. Trives i mager jord, fuld sol.
Vi inddeler vores frø i 3 kategorier efter holdbarhed: kort, middel og lang. I alle tilfælde skal frø opbevares tørt og køligt for at have god spireevne. Kort holdbarhed betyder, at frøene skal sås året efter de er høstet. Frø med middel holdbarhed kan godt sås efter 2 eller 3 år, men vil have bedst spiring det første år. Frø med lang holdbarhed kan spire selv efter adskillige år (og i ekstreme tilfælde efter flere hundrede år).
Disse frø er høstet i 2023 og har middel holdbarhed.
Vi kan kun sende frø til EU-lande.