Beskrivelse
Frø af tormentil (Potentilla erecta), som er en almindelig, vild plante overalt i Danmark. Da det er roden, man skal bruge (hvad enten man vil farve eller lave snaps) må man dog dyrke den selv, da det ikke er tilladt at grave vilde planter op.
Frøene kan sås direkte på voksestedet fra april til ind i efteråret, eller forspires inde i februar-marts. Ved forspiring inde skal man så frøene og holde dem fugtige i et par uger ved stuetemperatur, så pakke potterne ind i plastic og sætte dem i køleskab i ca. 3 uger. Når de kommer ud i stuetemperatur igen kan frøene spire. Planten foretrækker en fugtig jord, og dens naturlige forekomst er i sur, mager jord. Kan klare let skygge til fuld sol. Tormentil er en flerårig urt.
Tormentil har en lang historie som lægeplante, og dens navn er da også afledt af det latinske “tormentum”, altså smerter. Brøndegaard omtaler i “Folk og flora” en lang række anvendelser, og en af hans kilder fra 1533 helgarderer ved at sige, at planten kan bruges mod “al forgift”. Man ser også tormentil omtalt som blodrod, og det hentyder til den røde saft, roden indeholder.
Som farveplante har tormentil også en lang og indviklet historie. Roden indeholder garvesyre, og man kan bruge den på lige fod med andre garvesyre-holdige planter. Historisk har den både været brugt til garvning og farvning. Mange gamle kilder omtaler roden som kilde til rød farve, men går ikke i detaljer med metoden. Ifølge den finske tekstilforsker Krista Vajanto skal roden fermenteres i askelud før farvning for at give rød farve. Tormentil er måske kilden til den røde farve i de danske jernalderdragter fra Hammerum og Lønne Hede.
Vi inddeler vores frø i 3 kategorier efter holdbarhed: kort, middel og lang. I alle tilfælde skal frø opbevares tørt og køligt for at have god spireevne. Kort holdbarhed betyder, at frøene skal sås året efter de er høstet. Frø med middel holdbarhed kan godt sås efter 2 eller 3 år, men vil have bedst spiring det første år. Frø med lang holdbarhed kan spire selv efter adskillige år (og i ekstreme tilfælde efter flere hundrede år).
Disse frø er høstet i 2022 og har middel holdbarhed.
Vi kan kun sende frø til EU-lande.