Beskrivelse
Strikkemønster til Walker 1_44 Sweater, leveret elektronisk som pdf-fil.
Walker 1_44 er en helt enkel sweater med en afslappet pasform i kroppen og et mere tætsiddende ærme. Ærmet har lidt ekstra længde, så håndled og hænder holdes varme.
Sweateren strikkes nedefra og op, og skuldrene samles med 3-pindeaflukning. Derefter strikkes ærmerne oppefra og ned.
De dekorative ribkanter er delvist baseret på “Rick Rack Rib” fra Barbara G. Walkers bog “A Treasury of Knitting Patterns” og mønsteret er opkaldt efter forfatteren og hvor i hendes 4-bindsværk, man finder rick rack ribben: første bog, side 44. Barbara G. Walker (f. 1930) er forfatter til flere bøger. Ud over strik har hun bl. a. skrevet om feminisme og mytologi.
Walker 1_44 Sweater er her vist i Rauma Finull og silkemohair holdt sammen, men med strikkefastheden 18 masker / 10 cm, så er der mange andre garnmuligheder. Strik i en farve med dekorative ribkanter for en varm og elegant sweater. Eller brug mønsteret som grundform til striber fra enkelte nøgler eller små garnrester. Mønsteret indeholder også en version af sweateren med almindelige 2×2-ribkanter, som kan skabe ro når sweateren strikkes i mange eller vilde farver.
Mønsteret indeholder også et lille bonus-projekt: pulsvarmere i dekorativ rib. Perfekt til at afprøve nye farvekombinationer eller som en hurtig gave!
Størrelser:
XS (S – M – L – XL – 2X – 3X – 4X – 5X) med færdigt brystmål 94,5 (105,5 – 116,5 – 122 – 133 – 144,5 – 155,5 – 166,5 – 178) cm.
Garn:
Sweateren er vist i Rauma Finull og Mohair by Canard Brushed Lace holdt sammen.
Garnforbruget er:
Rauma Finull 6 (6 – 7 – 7 – 8 – 8 – 9 – 10 – 10) nøgler,
Mohair by Canard Brushed Lace 5 (5 – 6 – 6 – 7 – 7 – 8 – 8 – 8) nøgler.
Eller 951 (1052 – 1154 – 1255 – 1356 – 1457 – 1558 – 1660 – 1761) m af et andet garn der giver korrekt strikkefasthed.
Strikkefasthed:
Glatstrikning på 5 mm pind: 18 m = 10 cm.
Sværhedsgrad:
Nem. Sweaterens skuldre er formet med tyske vendepinde (German short rows), og skuldrene lukkes med 3-pindeaflukning, men mønsteret linker til forklaring på teknikkerne. Den dekorative rib egner sig muligvis ikke for begyndere, men man kan strikke sweateren med kanter i nemmere, almindelig rib.
Mønsteret leveres elektronisk som pdf-fil. Efter betaling bliver en side med bekræftelse af købet vist, og på den side findes links til download. Du vil også modtage en e-mail, som indeholder disse links. Bemærk venligst, at download linket udløber et år efter købsdatoen.