Beskrivelse
Frø af vau, også kaldet farve-vau eller farvereseda (Reseda luteola).
Vau er en kulturplante, som stammer fra den østlige del af Middelhavsområdet og Asien. Den er blevet dyrket til farvning i 3000 år, og havde allerede i bronzealderen spredt sig til store dele af Europa. Den blev i det 17. århundredes Frankrig klassificeret som en grand teint, altså en farve af høj kvalitet, som kunne bruges på tekstiler af høj kvalitet.
De bittesmå frø sås på friland i det tidlige forår, og der luges godt omkring de små planter i starten. Vau er en 2-årig plante, og sætter en roset af blade det første år. Andet år sætter planten en høj stængel med blomster, sætter frø, og dør så.
Til farvning kan man enten høste blade fra plantens roset første år (beskedne mængder, så planten kan vokse videre) eller hele planten andet år. Blade og frø indeholder det gule farvestof.
Vi inddeler vores frø i 3 kategorier efter holdbarhed: kort, middel og lang. I alle tilfælde skal frø opbevares tørt og køligt for at have god spireevne. Kort holdbarhed betyder, at frøene skal sås året efter de er høstet. Frø med middel holdbarhed kan godt sås efter 2 eller 3 år, men vil have bedst spiring det første år. Frø med lang holdbarhed kan spire selv efter adskillige år (og i ekstreme tilfælde efter flere hundrede år).
Disse frø er høstet i 2023 og har middel holdbarhed.
Vi kan kun sende frø til EU-lande.